En Kort Historie om Polen...

Tusind år, fem religioner, fire sprog, tre republikker, to nationer, et samfund: Polens historiske tidslinje viser prøvelserne og triumferne hos et folk, der værdsætter frihed over alt andet.

Polens historie er lang, kompleks og meget varieret. Den strækker sig lige over tusind år og springer fra enhed af små lokale stammer til et stort multi-etnisk kongerige, til politisk ikke-eksistens, til den hurtigst voksende økonomi i Den Europæiske Union. Dens mønster er genkendeligt europæisk: fremkomsten af kristendommen kombineret med en kulturel tilknytning til hedenske ritualer, succeser af konger, territoriale uenigheder med naboer, ændrende politiske systemer i en gradvis bevægelse fra lensherre til demokrati. Som med andre nationer, der tager form fra middelalderen og frem, er Polens historie krydret med panserrittere, brændende slotte, pilskydende krigere, kongelige, livegenskab, universiteter, kunstnere, udviklende byer, handelsruter, territorial ekspansion, industrialisering, og rædslerne ved Anden Verdenskrig. Hvad den dog ikke er krydret med, er absolutte monarker, religionskrige, dynastiske stridigheder, oversøisk kolonisering, oprør imod national regering, eller de konspirationer og mord, der ofte bestemmer politikens kurs. Her er et kig på nogle af de mest betydningsfulde skridt, der bragte nationen til, hvor den er i dag.

Før 10^te århundrede: Legendernes og hedenskabets dage

Ved foden af Wawel Slot i , kan du bemærke en lille stenpille udsmykket med fire ansigtstræk og en rund hat. Dette er en af disse sjældne rester fra før-kristen kultur, der giver os et glimt af livet for de tidlige slaver; en anden er Biskupin, den rekonstruerede tidlige slaviske bosættelse i det nordvestlige Polen. Arkæologer har gravet mange beviser for den livsstil, de må have ført, fra grave og knogler til fundamenterne af tidlige byer; men deres kultur var i bund og grund en mundtlig kultur, og i dag er vi efterladt til at genopbygge deres verden fra fragmenter af legende, sang og ceremoni.

966: Polens dåb

Dette er den dato, der populært accepteres som nationens fødsel. Lederen af det polske folk, Mieszko I, accepterede kristendommen, og Kongeriget Polen begyndte at tage form. Mieszko I kunne ikke have forestillet sig, hvilken betydningsfuld rolle kristendommen ville spille i sit folks historie. I moderne tid er det kommet til at repræsentere modstand mod udenlandsk undertrykkelse. I middelalderen gav det international troværdighed til det nye kongerige. Valget af den romerske kirke allierede i sidste ende Polen med Vesten og definerede nationen som en bastion af kristen tro mod Østen.

1025: Krøniken

Den første krøniken ved Wawel Katedral foregik i 1025, og det unge kongerige udvidede sig, blev delt og genforenet over de næste par århundreder.

1240'erne-1280'erne: Tatariske pile

De tatariske invasioner af det 13^de århundrede er fanget i legenden om Krakows trumpetist. Disse krigere kom galopperende over Østeuropa til hest og ødelagde alt i deres vej. Trumpetisten i et af Krakows forsvarstårne blev ramt midt i melodien af en pil i halsen, mens han kaldte advarsel til sit folk; hans minde opretholdes i dag af den brudte melodi, der spilles fra Mariacki kirke tårnet hver time. Invasionerne ødelagde Krakow totalt, men gjorde plads til de store arkitektoniske bedrifter i det næste århundrede, der definerede den by, vi ser i dag.

1364: Krakow, Kazimierz og Kopernik

Kazimierz Wielki (Casimir den Store) kom til tronen i 1333, og Polens kongelige hovedstad blev transformeret under hans beskyttelse. Hovedmarkedspladsen i den Gamle By fik de proportioner, vi ser i dag (selvom noget mere kaotisk med bygninger og sammenflettede stier). Byen Kazimierz (nu en bydel af gamle Krakow) blev bygget. International handel bragte farve og liv til byen. Det Jagellonske Universitet blev grundlagt i 1364, det andet i Centraleuropa og et af de ældste i verden. I dag kan du besøge Collegium Maius, de gamle universitetsbygninger i Krakows Gamle By, og træde ind i de haller, hvor lysende skikkelser som Kopernikus engang studerede.

1264-1795: Det jødiske paradis

En af de mest betydningsfulde begivenheder i denne periode er Kazimierz Wielkis invitation til jøderne i Europa om at bosætte sig i Polen. Udrevet fra England, Frankrig, Tyskland og Spanien fra det 13^de århundrede og frem, fandt jøderne tilflugt i den tolerance, der blev sikret af polsk lov; Polen kom til at blive kendt som paradiser ludaeorum (jødiske paradis). Allerede i 1264 blev der vedtaget en lov, der beskyttede jødernes rettigheder og garanterede fuld religiøs og kulturel frihed. I det 18^de århundrede boede omkring firs procent af de europæiske jøder i Polen. Den kultur og de traditioner, de bragte med sig, spillede en vigtig rolle i formningen af den polske kultur. Dette er særligt synligt i dag i Krakows jødiske bydel Kazimierz, hjem for mange smukke synagoger, en gammel jødisk kirkegård, jødiske restauranter og nogle meget interessante museer om jødiskt liv.

1410: Sejren ved Grunwald

I 1384 blev en ti-årig pige ved navn Jadwiga kronet som Konge af Polen (polsk lov gav ingen bestemmelse for herskende dronninger), og en ny æra begyndte. I en alder af tolv giftede hun sig med Jogaila (døbt Wladyslaw Jagiello), storhertug af Litauen, og forenede deres to lande og skabte det, der til sidst ville blive det største kongeri i Europa. Tyve år senere førte konge Jagiello de polske hærer i kamp mod, hvad der dengang var Polens største trussel, de teutoniske riddere. Den polske hær vandt en sejr ved Grunwald i 1410, som i dag betragtes som en af de vigtigste begivenheder i nationalhistorien, der knuste den preussiske trussel og sikrede Polens adgang til Østersøen. Havnebyen Gdansk blomstrede, og gennem international handel, gjorde også nationen.

1500'erne: Gylden frihed

For et europæisk monarki var Polen en smule atypisk. Kongen tendedes at være temmelig hjælpeløs mod de magtfulde rettigheder og privilegier i en meget stor adelig klasse, der omfattede alt fra fattige landløse gentry til prinsesser, der kommanderede store territorier. Den elskede Zlota Wolnosc (Gylden frihed) for adelen sikrede, at styringen over det frihedelskende kongerige forblev både demokratisk og ukontrolleret, og udvidede sig, indtil det blev umuligt for parlamentet at vedtage nogen lov uden enstemmig enighed fra alle sine adels medlemmer.

1569: Unionen i Lublin

Adelens magt blev forstærket af Unionen i Lublin, underskrevet i 1569, som omdannede Polen og Litauen til en enkelt stat med en valgt konge. I teorien blev de to nationaliteter betragtet som lige under lov, men i praksis blev adelen i Litauen gradvist poloniseret, mens bøndernes klasser fortsatte med at tale deres egne sprog og praktisere deres egne religioner, generelt østlig ortodoks. Presset for at acceptere polsk som den dominerende kultur og sprog drev til sidst ukrainere til oprør i 1648, og efter en blodig, langvarig krig mistede Commonwealth store territorier på de østlige grænseområder, nu moderne Ukraine.

1573: Den første valg

Den første valgte konge var franskmanden Henri de Valois (senere Kong Henry III af Frankrig), en ret uvillig monark, som forvirrede sit hof med sin enorme bekymring for sit udseende, sin tilsyneladende uvidenhed om toiletfaciliteter, og sin flugt i midten af natten, kun få måneder efter sin ankomst, forklædt som en gammel kvinde. Hans korte regeringstid var ikke frugtløs; han bragte tilbage mindst to innovationer til det franske hof: toiletter, der tømmes uden for slotmurerne, og gaffel.

1596: Kongelig farvel til Krakow

Mere centralt beliggende end Krakow og nærmere den litauiske hovedstad Vilnius, blev den nye kongelige by i 1596. Zygmunt III Waza-støtte i foran Warszawas kongelige palads mindes byens første resident monarch.

1655: Floden

Efter det ukrainske oprør i 1648 fulgte den ene katastrofe efter den anden. 1655 så den ødelæggende invasion, der blev kendt som den svenske flod, der efterlod næsten alle Polens store fæstninger, paladser og byer hærget, plyndret og brændt. I dag er størstedelen af slottene i Krakow-regionen stadig i ruiner.

1683: Sejr ved Wien

Sammen med Slaget ved Grunwald er dette den største og mest patriotisk huskede kamp i polsk historie. Ledet af Kong Jan III Sobieski, kom den polske hær til hjælp for Habsburg-imperiet og besejrede de ottomanske hærer i belejringen af Wien. Den brillante militære tænker fra den polske konge var i centrum af kampagnen, og slaget blev set som et forsvar for den kristne tro i Europa.

1772: Deling

Men sejren i Wien var ikke nok til at vende strømmen af svigtende held. Polen faldt gradvist under udenlandsk indflydelse; russiske styrker kom hurtigt til at kontrollere kongelige valg og parlamentsbehandlinger, og dissidenter blev arresteret og udvist. I 1772 avancerede herskerne i Rusland, Preussen og Østrig ind i Polen og skar væsentlige grænseregioner ud for sig selv.

1791: En forfatning

Europas første, og verdens anden, forfatning blev underskrevet den 3. maj 1791, en dag der nu æres hvert år med bannere, sang og parader. Forfatningen havde til formål at reformere den problematiske autoritetsstruktur, at begrænse adelenes "Gyldne Frihed" og at forbedre bøndernes forhold. Rusland og Preussen var dog slet ikke tilfredse, og svarede med at invadere, tilbagekalde reformerne og opdele mere af Polens territorium i 1793.

1794: En revolutionær helt

Tadeusz Kosciuszko, en ung helt fra den amerikanske revolution, trådte en dag ind på Hovedmarkedspladsen i Krakow og kaldte sit folk til våben mod de partitionerende magter. Han førte tropper, mange bevæbnede med luer for manglen på bedre våben, i kamp ved Raclawice, hvor han besejrede den massive og godt udstyrede fjendehær. Moralen steg, og oprøret spredte sig til Warszawa og videre, men blev i sidste ende knust. Kosciuszko bliver i dag æret ved en gravhøj høj på en højde vest for Krakows Gamle By. I 1795 abdicerede den polske konge, og den sidste del af landet blev delt mellem Rusland, Preussen og Østrig. 1795-1918: Poeter, pianister og Paris

I begyndelsen af det 19

de^{århundrede emigrerede mange af Polens elite, herunder adel, politikere, forfattere og musikere, til Vesteuropa, især Paris. De kæmpede frem for alt for at bevare deres nationale kultur og mindet om deres store historie levende i poesi, kunst og musik. Chopin, den mest berømte polske musiker gennem tiderne, og Mickiewicz, en af de største nationale digtere, begge emigranter til Paris, tilhører denne periode.} 1830 og 1863: To oprør

I november 1830 brød et oprør mod de russiske besættelsestropper i Warszawa ud i total krig. Oprøret blev knust et år senere, og oprørerne mødte hårde repressalier. Den polske sag fik sympati i udlandet, men inden for rammerne af den tidligere Commonwealth blev det polske sprog og kultur mere og mere undertrykt. I januar 1863 blev endnu et oprør startet, men på trods af at det hævede moralen og den nationale ånd, sluttede dette oprør også i fiasko. Repressalierne var brutale. Offentlige henrettelser, deportationer til Sibirien og et hårdt program for tvungen russificering fik mange til at give op på håbet om politisk frihed og til at koncentrere sig om at opbygge den polske nations økonomiske og åndelige styrke, med eller uden officielle grænser.

In November 1830, an uprising against Russian occupying forces in Warsaw broke into all-out war. The uprising was crushed a year later, and insurgents met with harsh reprisals. The Polish cause gained sympathy abroad, but within the bounds of the former Commonwealth, Polish language and culture became more and more repressed. In January 1863, another revolt was started, but despite raising morale and national spirit, this uprising also ended in failure. Reprisals were brutal. Public executions, deportations to Siberia and a harsh program of forced Russification led many to abandon hope of political freedom, and to concentrate on building the economic and spiritual power of the Polish nation, with or without official borders.

1918-1939: Mellemkrigstidens uafhængighed

Første Verdenskrig kastede Polens besættelsesmagt i konflikt og gav den delte nation deres mulighed for at genvinde uafhængighed. Mens den 11. november 1918 anerkendes som Polens Uafhængighedsdag, kæmpede det genforenede land i yderligere tre år, før de besejrede sovjetiske hære og sikrede den østlige grænse. Efter 125 års adskillelse, både administrativt og sprogligt samt kulturelt, kæmpede de tre sektioner af Polen for at genoprette forbindelsen, genopbygge og styrke deres økonomiske og militære magt. I 1930'erne så fremtiden lys ud.

1939-1945: Fjenden vender tilbage

I litteraturen fra det 19^de århundrede blev Polen ofte skildret som en Kristusfigur, ofret for den kristne verden. For mange blev dette billede sandhed i september 1939. Den forældede hær blev hurtigt besejret, Polen blev igen delt mellem østlige og vestlige magter, og et angreb, der sigtede på den komplette ødelæggelse af landets politiske, intellektuelle, kulturelle og åndelige styrke, blev iværksat. De intellektuelle elite blev arresteret eller henrettet; hundreder af tusinder af højtstående officerer blev massakreret af sovjeterne; millioner af polske jøder, samt politiske ledere, forfattere, præster og andre civile blev internert og udryddet af nazisterne. Oprørene i Warszawa-ghettoen i 1943 og i hele Warszawa i 1944 blev brutalt knust, hele nabolag blev likvideret, og i slutningen af den lange kamp marcherede den røde hær ind over ruinerne og påtog sig rollen som befrier og beskytter. Et par drejede arme senere, og det kommunistiske parti var sikkert ved magten, mens nationens ånd – poeter, forfattere, kunstnere, politikere – igen gik under jorden eller til udlandet.

1946-1989: Arbejderparadiset

I dag betragtes den kommunistiske æra af mange med lidt ironisk nostalgi. Særlige kommunistiske ture giver nysgerrige vestlige besøgende en "ægte" smag af distrikter som Nowa Huta, den modelby, der blev bygget lige uden for Krakow efter krigen, der viser både de storslåede arkader på den centrale plads og de dystre, ofte latterlige aspekter af dagliglivet fra dengang. Nogle få traditionelle barer serverer stadig billige varme måltider med den klassiske surlige ligegyldighed. Men de større spørgsmål i æraen – politisk eksil, kulturel og religiøs undertrykkelse, økonomisk skade, propaganda, løgne, anholdelser, forræderi – er stadig skarpt følsomme og fremkalder uforudsigeligt forskellige reaktioner, fra alvorlighed til foragt til kærlig humor.

1981: Begyndelsen på enden

Den berømte Solidaritetsbevægelse begyndte som en fagforening i en skibsværft i 1980 og udviklede sig til en massiv fredelig protest mod kommunisme, der til sidst brød den sovjetiske kontrol i Østeuropa. Den polske regering reagerede på de første arbejderstrejker ved at indføre undtagelsestilstand i december 1981, forbyde Solidarnosc og indføre kontroller, men både intern og international støtte til bevægelsen voksede, indtil de kommunistiske myndigheder blev tvunget til at konfrontere sammenbruddet af deres imperium. De første valg i Den Tredje Polske Republik blev holdt i 1989, hvilket gjorde Lech Walesa, leder af Solidarnosc, til dens første præsident.

1989: Tilbage til start?

Da Polen kom ud af den kommunistiske æra og genindtrådte i resten af Europa, havde nationen gennemgået et årtusinde af ændringer i størrelse, form, sammensætning og magt. Men uanset hvad spektret af sejre og nederlag, der definerede nationen, dens karakter, dens kultur og dens folk, sluttede det mere eller mindre, hvor det var begyndt - med cirka de samme grænser som det tidlige kongerige, ca. nitr procent etnisk polsk og overvejende katolsk. Dog vil de aftryk, som denne mangfoldige fortid har efterladt, aldrig blive visket ud. Den rige multi-etniske kultur udviklet over århundreder, blandingen af religioner, de skiftende grænser, der bragte nuancer af Østen i kontakt med Vesten, og de tragiske bølger af invasioner, der gav anledning til øjeblikke af held og utrolige handlinger af tro, har efterladt et uudsletteligt mærke i monumenter, musik, kunst, skikke og kultur.