Glidende Over Polen

Seler. Tjek. Hjelm. Tjek. Robuste sko med snørebånd bundet. Tjek. Kæmpe elektrisk motor. Tjek. Paraglider? Bekræftende. Og med det, var jeg i gangâ¦

Jeg har ofte tænkt, hvis jeg skulle vælge en superkraft hvad det ville være. Selvfølgelig ville usynlighed have sine fordele, og hvem vil ikke ønske at kunne trække vejret under vand? Men når alt kommer til alt, ville jeg vælge evnen til at flyve - hvis kun for at svæve over alle de frustrerede pendlere i Londons hektiske myldretid. Noget der ville efterlade mig ikke kun utrolig selvtilfreds, men også give mig mulighed for at komme til steder, som meget få andre kunne få adgang tilâ¦

Faktisk, at se en by, et land, et landskab eller havet fra oven er, efter min ydmyge mening, værd hver indsats man kan gøre for det. Uanset om det er at klatre 752 trin op i et klokketårn, springe ind i en rystendehelikopter over en slugt eller vandre 4 dage op ad et bjerg. Storslåede udsigtspunkter opdages sjældent på toppen af en lift. Jeg siger dette ikke for at gøre uretfærdighed mod de udsigter, hvor en elevator er afgørende (Empire State Building siger, med sine 102 etagerâ¦), men blot for at påpege den reneste genialitet ved en udsigt, som få andre har tålmodighed til at skaffe.

Det er med både denne ivrighed for at undslippe masserne og forkærlighed for et par vinger, at jeg fandt mig selv i Polens Tatra-bjerge. Efter omkring en times kørsel viste vejret sig at være noget blæsende end i byens centrum. Dette antog jeg naivt var en velsignelse, faktisk (som erfarne paraglidere vil bekræfte) stærke vinde er ikke gliderens bedste ven. Efter en anspændt to timers ventetid (og noget lækker oscypki-ost fra en lokal bjergsælger, der boede i en temmelig rustik udseende træhytte) så forholdene lovende ud. En halv time mere, og vi ville have været for sent. Uholdenhed, som ofte er tilfældet, betaler sig, når man jagter det perfekte udsigtspunktâ¦ solnedgang inkluderet.