Hvorfor Krakow?

“Så fortæl mig, Josh, hvorfor Krakow?”

Hvis jeg havde en kartoffel for hver gang, en krakowianer spurgte mig ovenstående spørgsmål, kunne jeg have åbnet en vodka-destilleri og trukket mig tilbage på overskuddet for længst. For den tilfældige besøgende til denne smukke gamle by må det virke som et meget mærkeligt spørgsmål, men hvis du vælger at bo her, vil de lokale gerne vide hvorfor.

Min første oplevelse af Krakow var december 2003, inviteret af en polsk ven i London til at tilbringe julen med hans familie. Dette var lige før Polen sluttede sig til EU, med LOT og BA som de eneste (dyre) flymuligheder. Så jeg fik erfaring med den 27 timer lange busrejse fra London til Krakow, som var normen på det tidspunkt for polakker, der rejste til og fra Storbritannien. Højdepunket på turen var uden tvivl at krydse grænsen fra Tyskland ind i Polen omkring daggry – søvnmangel og en stiv nakke gjorde ikke noget for at formindske vidunderet ved dette mærkelige land af sneklædte fyrretræer og uudsigtelige vejskilte, grænsebetjentene vækkede vage minder om kolde krigs spionhistorier. Delvist på grund af sneen, men mere på grund af de dårlige veje, ankom vi ikke til Krakow før kl. 10 den aften.

Som besøgende var det en stor fordel at være gæst hos en indfødt, da jeg blev vist de typiske turistsights om dagen, mens aftenerne blev tilbragt hos venner eller, oftere, i de barer, der var populære blandt krakowianere, såsom Pauza, Singer og den sene, sørgede Jemjola. Livet i London havde mistet sin glans, og over de tre uger, jeg tilbragte her, blev jeg mere og mere overbevist om, at jeg skulle flytte til Krakow.

To år senere, i foråret 2006, gjorde jeg netop det. Jeg kunne stadig huske min vej rundt Kazimierz og den Gamle By, men i modsætning til mit tidligere besøg var solen fremme i fuldt flor, Markedspladsen var fyldt med udendørs caféer, og en kold øl var obligatorisk. Jeg havde givet mig selv en foreløbig tid på seks måneder: nok, forhåbentlig, til at få en ordentlig fornemmelse for stedet og også bestemme, om det var rigtigt for mig. Jeg er musiker, og selvom det kan virke mærkeligt for mange, at jeg skulle forlade en af verdens store musikbyer for en, der ikke engang er den mest betydningsfulde i Polen, var min opfattelse, at jeg byttede med at være en lille plankton i et stort ocean for at være mindst en lille fisk i en mellemstor sø.

Det faktum, at jeg havde fået flere polske venner i London – mange af dem var vendt tilbage til Polen, da det sluttede sig til EU – gjorde det betydeligt lettere at bosætte sig og undgå at blive en del af det, jeg forestillede mig var et “expat-ghetto”; selvom det ville tage længere tid end forventet at begynde at finde betalt arbejde i musik. Før min foreløbige seks måneders periode var udløbet, vidste jeg, at jeg ønskede at blive her; inden for et år havde jeg også fået venner i expat-fællesskabet – ingen af dem var de bitre ginus-drikkende union-jack-viftende koloniale fra min overaktive fantasi – og havde spillet mit første betalte job.

I mine første par måneder her, da jeg havde mødt spørgsmålet for måske tiende gang i en tre-dages periode, kom jeg på at svare med den lattervækkende kommentar, at jeg altid havde ønsket at bo et sted, hvor øl var dyrt, og kvinderne gennemsnitlige (dette er selvfølgelig åbenlyst usandt på begge punkter). Utroligt nok fandt nogle polakker faktisk dette forsøg på ironi underholdende, og det var ved denne lidt klodsede indsats, at jeg lærte, at det ofte triste udseende af mange indfødte skjuler en sans for humor, der villigt omfavner det latterlige – Monty Python’s Flying Circus er muligvis mere populært i Polen end i sit oprindelsesland.

På en mere alvorlig note kommer meget af denne sorte humor fra Polens plagede historie og hyppige oplevelser af undertrykkelse og værre: meget af det, jeg nu ved, optrådte aldrig i den historie, jeg lærte i skolen i England. Og dette peger måske på en anden motivation for spørgsmålet, og en, jeg ville foretrække ikke var sand: at der i mange polakkers sind er en underliggende pessimisme og følelse af forestående tragedie; at der før har været falske morgenrøde; at noget eller nogen vil forårsage problemer; kort sagt at landet er en rodebunke og altid vil være det, og kun en skør person ville vælge at bo her.

Dette er nonsens. Selvom minimal investering i infrastruktur i det 20.^{århundrede betyder, at der er meget at gøre for at indhente lande vest for Polen, er det alligevel glidende ind i 21.} århundrede europæisk liv, med voksende selvtillid i sin rolle og betydning som et af de større lande i EU. Som det er, kan dagens Krakow tilbyde enhver af de globaliserede varer, som den moderne turist måtte ønske, samtidig med at den stadig opretholder sin unikke karakter som Polens kulturelle hovedstad.^st century European life, with growing confidence in its role and importance as one of the bigger countries in the EU. As it is, today’s Krakow can offer any of the globalised commodities the modern tourist might want, while still maintaining its unique character as Poland’s cultural capital.

Men for mig er svaret på spørgsmålet ukompliceret. Krakow har alle fordelene ved en moderne europæisk by i kombination med en størrelse, der hverken er for stor eller for lille. De centrale områder kan let tilbagelægges til fods, og bortset fra kirker – som der er en overflod af – er der få høje bygninger, der forstyrrer himmelstrækningen. Jeg har forsøgt at modstå at nævne det store antal barer og klubber, som spænder fra de charmerende anarkiske til de slanke sofistikerede, men elskere af godt øl bør tage notits af, at alle former for små uafhængige bryggerier finder populær udtryk i barer som House of Beer i den Gamle By og Omerta i Kazimierz.

Når jeg ikke bidrager til ekspansionen af små uafhængige bryggerier, kan jeg lide at gå og cykle. Bankerne af Vistula-floden er en favorit rute, hvad enten det er vest mod Benedictinerklosteret i Tyniec, eller øst, forbi Flymuseum på vej til Nowa Huta. Nowa Huta er værd at se ikke kun for øvelsen i socialistisk realistisk byplanlægning af distriktet selv – sammen med de tilstødende stålværker – men også de gamle landsbyer og parker på dens periferi, med historiske trækirker og middelalderske klostre. En anden er Podgorze, syd for floden, og derudover nogle vidunderlige rullende ubearbejdede parkland, der går en betydelig vej mod at sone for sin tidligere inkarnation som Plaszow koncentrationslejr.

Endelig kan jeg her i Krakow tjene til livets ophold fra, og nyde, min musik – enten ved at spille live med mit band The Beertones, der optræder regelmæssigt hver uge i centrum, eller i forskellige andre bands. Jeg driver også et lille studie, hvor jeg indspiller mig selv og andre musikere, samt et igangværende samarbejde med en lokal animator, der producerer musik til hendes film (nogle af dem har været vist på animationsfestivaler over hele Europa). Hvorfor Krakow? Jeg tror, du burde have svaret nu!